Thomas Skov indrømmer nødigt sine fejl: Jeg er stædig

Hvad synes tv-værten på programmet "Ikke Okay" Thomas Skov egentlig selv er okay og ikke okay

Hver torsdag aften toner Thomas Skov Gaardsvig og Hella Joof frem på DR1, hvor de i programmet "Ikke okay" forsøger at finde frem til, hvad der er passende opførsel i forskellige sammenhænge. Men selv om Thomas som regel er hurtig på aftrækkeren og med det samme ved, hvad der ikke er okay, kan det godt smutte for ham selv ude i den virkelige verden.

- På et tidspunkt kørte chaufføren i en taxa et andet sted hen, end jeg havde bedt om. Da jeg brokkede mig, kørte han til det rigtige sted uden at slukke taxameteret. Det blev jeg så rasende over, at da jeg betalte, gik jeg uden at lukke døren efter mig. Det var min lillebitte hævn, men det var slet ikke okay, fastslår han.

LÆS OGSÅ: Thomas Skovs pakkekalender: Se, hvad konen skal have

Griber man tv-værten i noget, der ikke er i orden, skal man dog ikke regne med, han indrømmer det.

- Jeg er meget stædig. Jeg vil gerne indrømme overfor mig selv, hvis jeg har begået en fejl, men helst ikke overfor andre og slet ikke overfor min kone, Emilie, griner han.

SE BILLEDERNE: Kendte danskere forsvarer Annette Heicks hår

Jokker man selv i spinaten i nærheden af Thomas, står man ikke umiddelbart til at få en røffel.

- Graden af hvor ikke okay det er, skal være virkelig høj, før jeg gør noget. Jeg er vokset op med, at man ikke sådan skal blande sig i andres problemer. Men hvis det slet, slet ikke er okay, så er jeg der. Jeg vil gerne blive bedre til det. Det kunne være fedt at være sådan en, der blander sig lidt mere, funderer han.

Tv-værten er også tilbageholdende med at øse ud af gode råd, hvis der er meget på spil. Han vil helst nøjes med at anbefale restauranter i Herning til venner og bekendte.

- Det er jeg mester til, fastslår han. 

LÆS OGSÅ: Lykkelig Thomas Skov: Jeg er blevet far

Derhjemme kommer han dog ofte til kort med sine argumenter.

- Der kræver det virkelig meget. Emilie er benhård. Hun kunne forhandle med pirater i Somalia, griner han.

Artiklen fortsætter under billedetFoto: Bo Nymann

OKAY
Ifølge Thomas Skov 

At drøne frem, hvis der åbner en ny kasse i supermarkedet?
- Ja. Der er det alle mands kamp mod alle for at komme hurtigt hjem igen. Det er irriterende og træls, hvis man bliver overhalet, men det er okay.

At lyve for at undgå, at folk bliver kede af det?
- Ja, men intet er sort/hvidt. Hvis du er læge og skal fortælle en person, at han er alvorligt syg, må du ikke lyve, selv om du ved, han bliver ked af det.

At date sine vens ekskæreste?
- Ja, men der er helt klart en karensperiode. Det må ikke være dagen eller ugen efter, men efter et halvt år er det okay. Men så er der også en stor graf over, hvor længe de var kærester, og hvor lang tid, der så skal gå. Det er et meget indviklet system.

At tegne motorbriller på folk, der er fulde?
- Ja, men kun indtil man er 20 år. På den anden side af 20 år hører det ikke nogen steder hjemme. Ham, der ligger der, han kan have en vigtig jobsamtale dagen efter - og du bliver ikke ansat i Mærsk, hvis du har rester af motorbriller i ansigtet - jeg taler af bitter erfaring.

Artiklen fortsætter under billedetFoto: Bo Nymann

IKKE OKAY
Ifølge Thomas Skov  

At klippe negle offentligt?
- Nej. Når ting skal af din krop, skal det ikke ske, mens der er andre mennesker. Der er enkelte kropsvæsker, der godt må udveksles med andre, men det er et fåtal. 

At klø sig i skridtet, når man snakker med andre?
- Det kommer an på, hvad man snakker om. Hvis man har mærket en form for hård knude, der ikke burde være der, må man godt illustrere det. Men hvis det er en samtale, der handler om alt andet, er det no go.

At rage noget til sig gratis for at sælge det videre?
- Nej. Det er dårlig stil.

At barbere sig i svømmehallen?
- Nej. Jeg vågnede engang i et indenrigsfly i Kina ved at manden, der sad på den anden side af gangen, sad og barberede sig og bankede skægstumperne ud i midtergangen. Det var så gustent. Det skal ikke ske hverken i flyvere eller svømmehaller for den sags skyld.

"Ikke Okay" kan ses på DR i aften kl. 20.30

Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Læs mere >>

Ok