Tæt på Mette Lindberg: Hun er sgu sin egen

"X Factor"-dommeren vil gerne giftes og have børn - når tiden kommer. Hun har festet med Katy Perry og drukket whisky med ­Rihanna - og så kunne hun ikke drømme om selv at stille op i et talentshow

Det kan godt ske, at Mette Lindberg er den nye pige i "X Factor"-klassen. Men hun har allerede sat sig frem på forreste række og lader sig på ingen måde kyse. Hun gør og siger, hvad hun vil. Og det har hun sådan set altid gjort. Hun er ikke bange for andre folks meninger, men går sine egne veje. Og det har ført hende vidt omkring.

LÆS OGSÅ: Sød musik for Tim Christensen: Smaskforelsket 

Lige nu har hun sat sit band, The Asteroids Galaxy Tour, på midlertidig pause og sagt ja til en tjans som dommer i "X Factor". Et program, hun i øvrigt ikke selv kunne forestille sig at deltage i. Hverken nu, hvor hun er en etableret musiker, eller for snart 15 år siden, da hun begyndte sin musikalske karriere.

Artiklen fortsætter under billedetMette Lindberg er i gang med sin første sæson som dommer i "X Factor", men har allerede sat sit eget tydelige præg på programmet. Foto: Anthon Unger

- Det lyder måske underligt, men nej, det ville jeg ikke. DM i Rock eller Karri-erekanonen lyder mere sandsynligt, fordi jeg altid gerne har villet have et band. Jeg ville heller ikke have nerver til "X Factor", tror jeg. Det ville jeg slet ikke have været parat til i den alder, som mine deltagere er i. Jeg var alt for genert, indrømmer Mette. 

LÆS OGSÅ: Lasse Spang om korsfæstelsen: Sker aldrig igen 

Til gengæld har hun store ambitioner på sine deltageres vegne. Allerede inden det første liveshow sagde hun, at hun kunne se både Alex, Reem og Mads Christian i finalen. Sådan skulle det som bekendt ikke gå. Det betyder dog ikke, at de ikke alle sammen kan fortsætte med musikken, hvis det er dét, de har lyst til.

Artiklen fortsætter under billedet- Jeg ville  ikke selv have nerver til "X Factor", afslører Mette. Foto: Anthon Unger

- Der er intet, der bliver gjort over night. Det er et tv-program, som man får lov at blive en del af. Du får en lille forsmag på, hvordan det er at lægge alt i noget, du brænder for. Men du bliver selvfølgelig ikke popstjerne på tre måneder. Det tager lang tid at bygge op. Skrive sange, finde sit udtryk og frem for alt gøre op med sig selv, at man vil satse alt, siger hun.

Opdaget af Apple
Sådan lagde Mette Lindberg selv fundamentet til sin karriere i The Asteroids Galaxy Tour. Det hårde arbejde gav pote, og efter Apple i 2008 brugte en af deres sange i en reklame, begyndte det for alvor at gå stærkt. Mettes band var opvarmning for Katy Perry på hendes første turné, og de to sangere, der er jævnaldrende, fattede stor sympati for hinanden. 

- Vi hang en del ud sammen efter vores shows. Katy Perry er fantastisk, hun har virkelig ben i næsen. Det var en god tid. Senere mødtes vi igen på en festival i Rio de Janeiro. Der holdt hun fest på en luksusyacht, og vi blev inviteret med. Der var Rihanna og hendes crew, Katy Perry med sine dansere og mig og mit band. Jeg drak virkelig meget whisky. Men det var ikke derfor, jeg gik over til Rihanna og fortalte hende, hvor fantastisk hun er. Jeg var bestemt starstruck, men vi var kun 30 mennesker, så hvorfor skulle jeg ikke kunne gå hen og give hende et kompliment? Det er da akavet, hvis ingen tør komme over til en privat fest, selv om man er superstjerne.

LÆS OGSÅ: Blachman træt af bagedyst-Micki

Mette spurgte også Rihanna, om hun ville danse. Men det blev desværre ikke til noget.

- Katy havde nemlig arrangeret en dansekonkurrence og satte 1000 dollars på højkant. Jeg var jo oppe imod professionelle dansere, så det var lidt svært. Jeg endte med at danse med en fra bandet. Vi lavede den der, som Uma Thurman og John Travolta dansede i "Pulp Fiction", husker hun. 

Tager tingene, som de kommer
Privat danner Mette Lindberg par med den 11 år ældre bassist og komponist Anders Christensen. De deler også et musikstudie på ­Vesterbro. 

- Vi har været sammen i ni år. Jeg er nabo til min søster, og hun har børn på 18, 16 og fire år, så jeg får levet min moderlige omsorg ud gennem hendes familie. Jeg vil gerne giftes og selv have børn en dag. Det er ikke nødvendigvis noget, man skal planlægge, siger Mette, der lige nu primært savner at komme ud at turnere med The Asteroids Galaxy Tour igen.

LÆS OGSÅ: Sportsværten har fundet drømmemanden, men børn må vente

Artiklen fortsætter under billedetMette Lindberg har dannet par med sin musikerkollega, Anders Christensen i ni år. Foto: Anthon Unger 

- Jeg tror på, man nok skal finde ud af, hvor tingene skal hen. Jeg tager tingene, som de kommer. Jeg kan godt drømme og have nogle mål, men hvis man bare af et rent og ærligt  hjerte prøver at sige ja og nej på de rigtige tidspunkter, skal det nok gå alt sammen.

Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Læs mere >>

Ok