I modsætning til Sofie Gråbøl har Sami Darr ikke noget problem med at sige, at han er stolt af sit land.

Sami Darr uenig med Sofie Gråbøl: Jeg er stolt af Danmark

Én ting kan ikke ødelægge mit syn på Danmark, lyder det fra skuespilleren Sami Darr, der ligesom filminstruktøren Hella Joof ikke er i tvivl: Vi er stolte af at være danskere.

- Jeg vil gerne være stolt af Danmark. Men det er svært.

Sådan lød det fra skuespilleren Sofie Gråbøl i et interview med den britiske avis The Guardian. Et interview der blev citeret vidt og bredt i de danske medier i lyset af de nylige asylstramninger, deriblandt den såkaldte smykkelov.

LÆS OGSÅ: Inger Støjberg om privatlivet: Det er svært

Skuespilleren Sami Darr er enig i, at det fremstår nedværdigende, når man tager personlige genstande fra flygtninge, der kommer til Danmark. Men han har svært ved at forstå, hvorfor Sofie Gråbøl har svært ved at være stolt af sit land.

- Jeg vil ikke skamme mig over at være dansker. Det er her, jeg er født, og der er så mange gode ting ved vores land, at én ting ikke kan ødelægge det. I mit hoved kan man ikke pille én ting ud og så sige, at man ikke kan lide Danmark længere, siger "Tomgang"-skuespilleren.

LÆS OGSÅ: Blachman: Jeg savner kronprins Frederik

Han fremhæver en lang række positive ting, der gør ham stolt af sin nationalitet. Vores skattesystem, der giver de svageste et sikkerhedsnet, er ét punkt. Det gratis sundhedsvæsen er et andet. Den gratis uddannelse et tredje.

- Jeg har også boet i Pakistan, da jeg var 18 år gammel, og der savner man virkelig al den frihed, man har i Danmark. For mig er Danmark et paradis på jord, og jeg mener, at vi er heldige at bo her, siger Sami Darr, der fortsætter.

- Det gratis sundhedsvæsen har reddet min fars liv. Det var ikke gået sådan, hvis vi havde boet i USA eller Pakistan.

Han kan dog godt følge Sofie Gråbøls frustration.

- Jeg synes heller ikke, det er fedt, at man skal vurdere prisen på folks smykker, når de kommer hertil. Men det gør ikke, at jeg skammer mig over at være dansker. Det er Støjbergs påfund, siger han.

HER&NU har også været i kontakt med filminstruktøren Hella Joof til en kommentar. I en kort sms skriver hun.

- Jeg er stolt af at være fra Danmark.

Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Læs mere >>

Ok