Ingen fine fornemmelser, Rasmus Bjerg vender tommelfingeren op til realitygenren.

Rasmus Bjerg: Fedt med reality

Mange danskere har en aversion mod realitygenren. Men det forstår Rasmus Bjerg ikke.

Skuespilleren Rasmus Bjerg er vært på det kommende TV3-program "Helt i skoven", hvor han og Signe Lindkvist skal kommentere, imens en række kendte danskere og deres venner skal forsøge at finde rundt i en skov.

LÆS OGSÅ: Tv-værter satser alt: Klask os i numsen hvis det går galt

Blandt de kendte danskere er en stribe realitydeltagere, og i en tid hvor realitydeltagere ekskluderes fra finere natklubber i Københavns natteliv, tager Rasmus Bjerg realitygenren i forsvar.

- Vi skal da ikke underkende, hvad publikum gerne vil se. Jeg har ingen fine fornemmelser, hvis reality er, hvad folk vil se. Fred være med det. Jeg kan da godt se, at det er farverigt fjernsyn, men selvfølgelig skal der være plads til det. Jeg er ikke for fin til noget som helst, siger han til HER&NU.

Artiklen fortsætter under billedetRasmus Bjerg agerer sammen med Signe Lindkvist kommentatorer i det nye program. Foto: Thomas Sjørup

Blandt deltagerne i programmet er Gustav Salinas, Paradise Hotel-deltageren Amalie Kronil, samt hendes kæreste fra Bikini Island Nicklas Bust.

- At blande blod med dem gør ikke noget som helst. Så længe jeg også nogle gange står og laver noget helt andet. Jeg synes jo netop, at det er det, der gør det sjovt for mig at være i mit fag, at jeg skyder så meget med spredehagl, som jeg gør. Det er bare en gave, understreger han.

En ting kommer han dog aldrig til at lave. Og det er TV3’s største realitysucces "Paradise Hotel".

- Det er måske liige. Der sætter jeg nok grænsen, griner han.

"Helt i skoven" er en dansk udgave af det britiske "Wild Things" og bliver vist første gang på mandag på TV3.

Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Læs mere >>

Ok