Jørgen de Mylius fylder 70 år: Jeg bryder mig ikke om 7-tallet

Jørgen de Mylius fylder rundt i fuld fart og med fyldt kalender

Håret er blevet lidt mere hvidt i toppen, rynkerne i ­ansigtet viser spor efter et fantastisk liv, og kalenderen bugner af aftaler. Det er ­status på fødselsdagsbarnet Jørgen de Mylius, som fylder 70 år i dag.

Og selvfølgelig er fødselaren på farten på sin fødselsdag; hele familien rejser til USA. For hvis der er noget, Jørgen ikke er, så er det gammel.

LÆS OGSÅ: Den 60-årige rockmama afslører: Mit liv efter blodproppen

- 70 år er en alder, hvor jeg ikke kan mærke, at jeg har den alder, men jeg bryder mig faktisk ikke om det 7-tal. Altså, jeg kan ikke lide at se det på tryk, og det er bare en dødssyg følelse, jeg har. Det er, fordi det minder mig om, at ved de 70 år har de fleste mennesker trukket sig tilbage, og det har jeg jo bestemt ikke. Og har ikke i tankerne at gøre det. Jeg har det jo ­stadig lige så godt, som jeg havde for 50 år siden, og jeg har stadig lige meget lyst til at stå op hver morgen.

- Men jeg bryder mig ikke om at se "70 år"på tryk, og sådan har jeg ikke haft det før, fortæller ­Jørgen over en kop kaffe i køkkenet i familiens hyggelige villa på Frederiksberg. Her har HER&NU sat ham stævne til en snak om nogle højdepunkter i løbet af livet, både privat og professionelt.

Artiklen fortsætter under billedetMit første interview: - Jeg tog til Helsingborg i 1964 for at møde Billy J. Kramer og lavede et ­interview med ham. Jeg var 17 år gammel og havde fået smag for både musikken og journalistikken. Foto: Privat     

- Jeg har næsten allerede hele 2016 fyldt op med DJ-jobs og foredrag rundt i landet, så jeg kan ikke forlange mere. Og DR har jeg mere end rigeligt at lave for, så det kører bare derudad. Jeg går på arbejde hver dag derude i DR, hvor jeg laver Hithouse på P5. Jeg har en fast time hver dag plus alt det ekstra. Men spørger du min kone, så ville hun nok ønske, at jeg var lidt mere her.

LÆS OGSÅ: Tidsløs skønhed: Cindy Crawford fylder 50

- Jeg bliver også holdt i gang af at have mindre børn. Den yngste er 10 år nu. De leger jo, og far skal lave de nyeste akrobatiske øvelser. Og så bliver jeg holdt i gang af, at livet former sig interessant og spændende hver dag, og tingene kører, siger manden med den gyldne stemme, som har været soundtracket til manges ungdom gennem 60’erne, 70’erne og 80’erne. 

Artiklen fortsætter under billedetKærlighedsferie med Inger i 1999: - Min første ferie med Inger i Thailand. Vi havde lige mødt hinanden og var knap nok flyttet ­sammen. Jeg havde indstillet mig på et voksent ­ungkarleliv, og så stod hun der pludselig. Det ­eneste var, syntes jeg, at hun er 17 år yngre end mig. Men det viste sig at være til stor glæde for os begge. Jeg blev pludselig begavet med et ­bonusbarn og to fælles døtre. Foto: Privat

Jørgen de Mylius har fundet et par af sine mange fotoalbum frem, og skal han nævne en kvinde, som har haft en afgørende betydning for ham i livet, så tager han med det samme et billede af hustruen, Inger, frem. Jørgen blev i 2003 gift med ­Inger, som medbragte datteren Claudia, 21, og sammen fik de to piger, mens Jørgen har tre børn med sin første hustru. Med en skøn barndom går Jørgens tanker også til sin mor.

- Min mor var hjemmegående, som husmødre ofte var i 50’erne. Jeg voksede op med en mor, der altid var der, jeg gik ikke i børnehave. Vi boede et splitsekund fra Østre Borgerdyd Skole, hvor jeg gik allerede fra det første klassetrin, så hver dag gik jeg hjem i spisefrikvarteret og fik lune fiskedeller eller mørbradbøffer i stedet for de sjaskede madpakker, kammeraterne pakkede op.

Artiklen fortsætter under billedetJørgen de Mylius er en efterspurgt DJ, og han har ­ingen planer om at lægge mikrofonen fra sig.- Jeg har næsten allerede store dele af 2016 fyldt op med DJ-jobs og foredrag rundt i landet. Foto: Niels Henrik Dam

Selvom Jørgen stadig har fuld fart på, så husker han også at slappe af sammen med familien, og det er med til at lade ham op.

- Ahhh, en af de dage, hvor jeg slet ikke skal noget; heller ikke tidligt op næste dag. Dem er der ikke mange af, men jeg elsker sådan en. Lidt godt i TV, højtlæsning for pigerne og kærlighedsliv med min kone. Kort sagt alt det, vi ikke når til daglig, fortæller 70-års-fødselaren.

Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Læs mere >>

Ok