Jens Gaardbo dyrker vin i Danmark: Det er hårdt

Tv-værten begyndte at dyrke vin for et par år siden

HER&NU har taget en snak med Jens Gaardbo om hjertesager i forbindelse med Hjertegalla 2016. 

Hvornår får du hjertebanken?
- Når de små øjeblikke lykkes. Jeg kan simpelthen mærke det fysisk, hvis jeg forsøger mig med noget kompliceret mad, der ender med at smage godt. Eller når min yngste kommer hjem fra skole med en god karakter, han har arbejdet hårdt efter. Ellers er det, når Frederikshavn vinder i ishockey.

LÆS OGSÅ: Vi skal være søde ved hinanden 

Hvad er din hjertesag?
- Nu hader jeg at lyde politisk korrekt, men jeg må sige, at hvis jeg havde en milliard, skulle de bruges på de børn, der ikke har det godt. Jeg er selv fadder til en handikappet pige i Rumænien, så... Ej, nu lyder jeg for selvfed, men når det kommer til børn, kan jeg sgu mærke, at hjertet bløder.

Hvornår gjorde du sidst noget helhjertet?
- Jeg begyndte at dyrke vin for et par år siden. Her i Danmark. Og det kræver en hel del arbejde, der både er hårdt og slidsomt. Men jeg kunne bare mærke, at den her simple og banale proces blev symbolet på et enklere liv uden for meget støj. Så det er virkelig noget, jeg går helhjertet ind til. 

LÆS OGSÅ: Cecilie Frøkjær og Jens Gaardbo afslører: Dét har vi på hjertet  

Hvornår gjorde du sidst noget halvhjertet?
- Når jeg træner i fitnesscenter, har jeg det med at snyde mig selv. For eksempel ved jeg, at jeg altid tager fem km på løbebåndet. Sjovt nok blev det sidste gang kun til 1800 m. Ikke fordi jeg var træt, men jeg gad simpelthen ikke mere. Så gik jeg over på cyklen, hvor jeg "altid" tager tre km. Det blev så også kun til 1200 m. Alligevel overbeviste jeg mig selv om, at jeg havde nået det, jeg skulle, og jeg havde nok ikke indrømmet det, hvis du ikke havde spurgt mig om det.

Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Læs mere >>

Ok