Blandt deltagerne i det danske Melodi Grand Prix er Simone (t.v.) tilbage - og det samme er Sophia Nohr, der er kendt fra X Factor.

DR truer Grand Prix-stjerner til tavshed

Forbyder finalisterne at bekræfte, at de er med i Dansk Melodi Grand Prix 2016.

Selv om DR selv har medvirket til at navnene på alle i Dansk Melodi Grand Prix 2016 i weekenden slap ud to uger for tidligt, må ingen tale med medier eller på anden måde bekræfte, at de deltager.

HER&NU erfarer fra flere deltagere, at de er blevet truet med diskvalificering og dermed må udgå, hvis de giver interviews før pressemødet, som DR afholder onsdag eftermiddag.

LÆS OGSÅ: Horsens får Melodi Grand Prix

Sangene blev udgivet på Spotify allerede i lørdags, fordi udgivelsesdatoen blev sat til den 28. januar 2015 - i stedet for 28. januar 2016, der er den korrekte dato.

Først lørdag ved 23.30-tiden blev Sony Music opmærksom på fejlen. Ikke fordi man selv opdagede, at der var sket en brøler, men fordi en af deltagerne kontaktede pladeselskabet og spurgte, hvorfor sangene var online.

HER&NU erfarer, at der blev gjort et par forsøg på at fjerne musikken, men uden held. Og da man søndag kunne få de 20 numre - 10 sange og 10 instrumentale udgaver - fjernet, vurderede man, at de nu allerede var hørt af så mange, at det "kunne være lige meget".

Men i stedet for at orientere deltagerne gjorde man ingenting. Først da medier som HER&NU søndag henvendte sig til DR, gik man ifølge kilder i gang med at lægge en slags plan.

LÆS OGSÅ: Lækket ved en fejl: Her er årets Melodi Grand Prix-sange

Samtidig begyndte flere af deltagerne at henvende sig til DR for at få en orientering og nogle retningslinjer, men de blev mødt af en mur af tavshed. Eneste information var, at der ville "komme noget på dr.dk".

Da dr.dk sidst på eftermiddagen søndag bekræftede deltagerne, troede flere af finalisterne derfor, at det var i orden at tale med medierne. Men de kunne ikke have taget mere fejl. 
De har derfor mandag fået regulære skideballer af DR. De er blevet formanet om at holde mund, indtil DR selv kan præsentere alle deltagerne på onsdag.

Pressemødet, der bliver holdt i DR Byen, ligger i øvrigt midt i de første prøver til showet. Flere af deltagerne udtrykker overfor HER&NU utilfredshed med at skulle møde medierne "svedige og uden styling" på en af de få dage de har mulighed for at øve sceneshowet.

DR bekræfter overfor HER&NU, at deltagerne ikke må deltage i presseaktiviteter før pressemødet, som DR i al hast har fremrykket til sent onsdag eftermiddag.

Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Læs mere >>

Ok