David Owe i spidsen for kæmpe vikingespil

Det populære vikingespil i Jels har fået David Owe som instruktør til dets 40. udgave.

Skuespilleren David Owe fører an, når Jels Vikingespil til sommer kan fejre 40 års jubilæum.

Noget af en kontrast til de bonede gulve i 'Vild med dans' og roller i ’Ørnen’ og ’2900 Happiness’, men opgaven som instruktør for vikingespillet er ingenlunde en lille en af slagsen. Tværtimod.

- Der er 50 medvirkende, som har taleroller, og så vil jeg gætte på, at vi bliver 100-150 statister udover det. Så det er næsten 200 mennesker på scenen. Tager vi hele organisationen med, er vi over 400. Det er en rimelig stor flok, og de er alle sammen frivillige, siger David Owe til HER&NU.

Heste og vikingeskibe
Han har de senere år været hyret ind som fægtemester på vikingespillet, men i år tager han altså skridtet op og bliver ansvarlig for opførelsen, der sker i juli måned.

- Da jeg blev spurgt første gang, troede jeg egentlig, at det bare skulle være for et enkelt år, men nu har jeg været med fire gange. Det er sjovt, fordi der er utroligt mange muligheder. De har en friluftsscene med plads til 1.450 publikummer, vi kan have heste med, og der er en sø bagved, hvor man kan sejle et vikingeskib ind og lave ild og røg, siger David Owe, der fortsætter:

- Det er som et dukketeater i virkelig størrelse og giver nogle helt andre muligheder end normalt teater.

LÆS OGSÅ: Bag kameraet på Bedrag: Klar til optagelse

En del af charmen er også de entusiastiske frivillige, fortæller han.

- Jeg har aldrig selv været en super vikingefreak, jeg har mere været fascineret af kampene. Men nogle af dem, der er med, er asatroende og bor i lejr ved siden af pladsen. De går virkelig op i det.

De ringer mest fra Tyskland
Det er ellers ikke, fordi David Owe mangler noget at rive i for tiden. Han er lige blevet færdig med en forestilling på Folketeatret, og fra næste måned skal han medvirke i en tysk film.

- Og så administrerer jeg Nepo Teatret med min kone, Marie Askehave. Vi har premiere i morgen (i dag, red.) på en forestilling med Marie og Troels Lyby. Derudover afholder jeg foredrag om kropssprog og kommunikation med udgangspunkt i positiv psykologi, forklarer han.

LÆS OGSÅ: David Owe vader i succes ... i Tyskland

Det er efterhånden noget tid siden, at vi har set ham i en større tv-produktion herhjemme, men det er ikke ensbetydende med, at han har lagt skuespillet på hylden. Hvis det rigtige dukker op, så træder David Owe gerne til.

- Jeg tager gerne en stor tv-rolle i Danmark, hvis den kommer. Man kan jo ikke planlægge sin egen karriere, men jeg lever af at være skuespiller, så det ville være dumt at sige nej, hvis telefonen ringer. Sjovt nok ringer den mest fra Tyskland, siger han med et grin.

Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Læs mere >>

Ok