Caroline Flemming er færdig i Topmodel.

Caroline Fleming fyret som "Topmodel"-vært

Tv-baronessen har ikke fået forlænget sin kontrakt.

Efter fem år som vært på "Danmarks Næste Topmodel", er Caroline Fleming blevet fyret.

Det erfarer HER&NU.

- Det er korrekt, at Caroline ikke bliver vært på den nye omgang Topmodel, siger Lennart Løfberg, pressechef på SBS Discovery til herognu.dk.

Ifølge HER&NU har SBS Discovery, der står bag Kanal 4, længe ønsket at skifte Fleming ud. Da hun tidligere i år sagde ja til at medvirke i det amerikanske realityshow "Ladies of London", blev der sat turbo på planen om at finde en ny vært.

SBS Discovery havde angiveligt længe selv ønsket at lave en reportageserie om Carline Flemings overklasseliv i London, og at hun sagde ja til "Ladies of London" virkede det som at vifte en rød klud foran en tyr.

"Ladies of London" bliver nemlig vist på TV3, og det er absolut ikke faldet i god jord hos cheferne på SBS Discovery der gennem årene har betalt Fleming millioner for at arbejde med "Danmarks Næste Topmodel" tre-fire uger om året. 

Hertil kommer at hun altid har krævet alt fra privatchauffør til suiter på D'Angleterre når hun har optaget "Topmodel".

Caroline Flemings manager, Jesper Thomsen, afviste igår at be- eller afkræfte HER&NU's oplysninger om at hun ikke fortsætter som vært.

- Det er ikke bekræftet endnu. Det er ikke afgjort, så det kan jeg ikke udtale mig om endnu. Du er lige ude en uge for tidligt, siger Jesper Thomsen, der endnu ikke har kunne træffes for en frisk kommentar.

Ifølge Lennart Løfberg betyder Flemings afgang fra "Danmarks Næste Topmodel" ikke at tv-stationen indstiller samarbejdet med tv-baronnesen.

- Vi er i dialog med Caroline om andre spændende projekter, siger han.
Optagelserne til sjette sæson af "Danmarks Næste Topmodel", der denne gang også har drenge som deltagere, starter i april og bliver sendt i efteråret på Kanal 4.

Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Læs mere >>

Ok